Menu

Søren Hillestrøm

En stor idrætsleder er død

 

Er du barn født i 60erne og 70erne og opvokset i Taarbæk vil du uden tvivl have kendt Spætte.

Spillede du fodbold har du sikkert også hørt Spættes sædvanlige kommentar til en skade ”Det skal løbes væk”.

 

Søren SPÆTTE Hillestrøm døde 26. januar 2014 efter længere tids sygdom i en alder af 65 år.

 

Spætte kom til Taarbæk og fik job på fritidscentret i Taarbæk. Gennem dette arbejde stiftede vi bekendtskab med ham som leder på en fantastisk institution. Spætte kunne arbejde i træ og hjalp os unge og håbefulde med at bygge en fuglekasse, et spækbræt til jul eller en seng til vores ungdomshybel.

 

Når værkstedet lukkede så var Spætte også den der samlede os unge til en billardturnering eller et fodboldstævne. Med fritidscentret har Spætte rejst landet rundt og der er født mange fantastiske fodbold- og billardspillere gennem Spættes arbejde. 

 

I 1973 kom han til TIF og startede naturligt som ny ungdomstræner. Siden den dag er der ikke det hold Spætte ikke har trænet. Fra de små poder til de modne kvinder og fælles for alle har Spætte været en fantastisk drivkraft og samlingspunkt for spillere og forældre.

 

Spætte var Tommy Frederiksens ”lille hjælper” ved Dubonnet Cup. Overskuddet var med til at sende tolv piger og tolv drenge til Norway Cup i 1979. I 1980 gik turen igen til Norway Cup. Nogle vil sikkert smile når de hører navnet ”Kolonihønsebussen”. Spætte stillede op med turkist folkevognsrugbrød, som i løbet af ugen fik dette tilnavn på grund af de mange morsomme lyde, man kunne høre fra den.

 

Spættes utrættelige arbejde førte i 1983 Juniorholdet til Amerika hvor vi nykonfirmerede drenge fik 16 fantastiske dage sammen med en ny familie hvor gæstfriheden var uvurderlig - en oplevelse for livet.

 

Spætte gjorde året efter et kæmpe stykke arbejde for klubben med, at arrangere Amerikanernes genvisit i Taarbæk og han ønskede sig en pause. Den varede dog ikke længe.

 

I 1991 var Spætte igen med til at arrangere en tur til USA for det daværende ynglingehold. Spætte kunne desværre ikke selv deltage på turen. Men efter turen var holdet i så god stand at han endnu engang kunne føre et hold til finalen i sjællandsmesterskabet, som desværre blev til en anden plads.

 

Spætte har modtaget Kammeratskabspokalen og helt fortjent har han også modtaget foreningens ypperste ærespokal, Ydes mindefad, hele to gange i 1976 og igen 1981.

 

Spætte var også kendt for sin dommergerning. Som med de andre ting han gik ind i, gjorde han det med hjertet og var meget seriøs i arbejdet.

 

Når der bliver talt om koryfæer i TIF så vil alle uden at tvivl nævne Søren ”SPÆTTE” Hillestrøm.

Spætte du vil være savnet, som en af de store idrætsledere med din passion for sporten, mennesket og foreningen. Ære være dit minde.


Se et udpluk af de mange hold Spætte har trænet ved klik HER
Mindeordet er også bragt i Det Grønne Område HER
 

På Taarbæk Idrætsforenings vegne

Flemming Henriksen

Luk