Menu

Niels Jensen

Mr. Taarbæk -Niels Post – er død

Dette mindeord baserer sig på artikel bragt i DGO den 21-22. marts 2016 samt bogen om Taarbæk IF gennem 100 år.

 

Titlen ”Mr. Taarbæk” er ingen overdrivelse, når man skal beskrive Niels Ernst Jensen.

Både hans farfar og far var fiskere, for hvad kunne man ellers være, når man boede hele året i Taarbæk. En dag sagde hans far til ham, at der på Klampenborg Posthus blev søgt efter et postbud og at det skulle han søge – og det fik han.

Det har nok været en af grundene til, at han blev så betydningsfuld for Taarbæk, for på den tid kom et postbud hjem sent på formiddagen og så var der tid til at udrette en hel del, når virketrangen er stor.

Niels Post
Derfor kom han til at hedde Niels Post i daglig tale - og mange kender ham kun som Niels Post. En person, der altid gav en hjælpende hånd med, når noget skal arrangeres. Der er ikke den forening, han ikke har hjulpet på den ene eller den anden måde. Hans store interesse for fodbold betød, at han gennem mere end 60 år lagde et kæmpeindsats i Taarbæk Idrætsforening – heraf 49 år i bestyrelsen som næstformand.

Niels Jensen er født 29. december 1931 ind i Taarbæks fiskertradition og har boet der lige siden. Han sov stille ind den 10. marts 2016 efter kort tids sygdom. Han blev født på første sal og døde i stuen omgivet af familien.

Hjalp med alt
Som ung og nytatoveret debuterede han på Taarbæks hold i den Sjællandske fodbold-mesterrække. Han har siden spillet på alle hold og samtlige pladser. Hvis der skulle mangle en mand på et af klubbens hold, så stillede han op i Taarbæks farver. Fodboldstøvlerne var altid inden for rækkevidde. Niels Post har aldrig stået i vejen for nogen. Når han ikke var på banen som spiller var han altmuligmand. Net blev sat på målene, hjørneflag solidt placeret og inden alt dette havde han selvfølgelig lige kridtet et par baner.

Sammen med Tommy Frederiksen startede Niels Post Taarbæk Cup (Dubonnet Cup) i Lyngbyhallen. Det blev afholdt første gang i 1977. To år senere var overskuddet kr. 9.000, som blev brugt på at sende fodboldklubbens pige- og drengehold til Norway Cup. På denne tur var Niels og Birthe Jensen vanen tro med som ledere.

På seniorafdelingens rejser har Niels Post altid stået for det praktiske. På sommerturen i 1964 besøgte TIF Lindholm Idrætsforening i omegnen af Ålborg. Efter en hyggelig og sjov aften (nu var det jo Taarbækkere) blev det søndag morgen og Niels Post havde som sædvanlig et af sine gode indslag. Han kunne meddele, at alle var inviteret til morgenkaffe ude hos hans moster og onkel, der boede en halv snes km udenfor Ålborg på en dejlig feriegård. Og hvilken modtagelse vi fik - der var dækket op i haven med alt, hvad hjertet kunne begære, og henslængt i gyngestole og lignende sad alle og nød en dejlig formiddag derude.

Taarbæk Banco
I efteråret 1963 var der planlægningsmøde Bankospil på Taarbæk Kro. Ordrup Hotel lagde også lokaler til røgfyldt lokaler og stilheden med alle de små brikker der blev lagt på til støjen, når en råbte banko. Bankospil blev en større succes, og lokalerne var blevet for små. Der blev mulighed for at flytte banko til Østerbro sportscenter, hvor der kunne være flere deltagere. Hvem var så ophavsmand til alt dette - Niels Post og hans bankoklan som skaffede mange penge i klubkassen.

Karneval
I nyere tid har der været to slags karneval i Taarbæk. Det var karneval og tøndeslagning for børnene i Taarbæk. Når børnene var lagt i seng fortsatte de voksne karneval med meget fantasifulde kostumer på Taarbæk Kro. På denne måde kom der også penge i kassen. Sammen med Viktor Henriksen stod Niels for disse arrangementer med de forskellige foreninger. De var begge festligt og fantasifuldt udklædt. Juletræsfesterne tog de sig også af hvor de gjorde sig som julemænd. De blev så populære at de rejste sjælland tyndt for at optræde.

Redaktør af Taarbæks største avis
Der har gennem tiderne været forskellige medlemsblade i TIF. I 1961 startede Niels Post som redaktør på ”Taarbæk IF – Nyt”. Fra starten var der ingen tvivl om, at han ville mere med dette blad. Han opfordrede alle i Taarbæk til at være med til at skrive artikler til bladet og derved gøre dette til et samlende organ.

Hans store drøm gik i opfyldelse, da det lykkedes ham at gøre ”Taarbæk IF-Nyt” til ”Taarbæk Nyt”. Han fik de andre foreninger med, og Taarbæks største avis var en realitet. Til sin død var han ikke kun redaktør men også postomdeler af bladet til alle husstande i Taarbæk sogn. Bladet er i alle årene udkommet 4 gange om året og læses med stor interesse.

Taarbæk Flagallé
På et tidspunkt var der 42 forretninger i Taarbæk og havde derfor en Handelstandsforening, som bl.a. sørgede for at opstille flag ved festlige lejligheder. Da denne forening må lukke var Niels Post ikke sen til at redde dette smukke initiativ og derved kunne den festlige tradition fortsætte i form af Taarbæk Flagallé.

Fra Idé til handling...
...var der ikke ret langt for Niels. Fik han en idé så førte han den ud i livet. Det er blevet til en del forskellige logoer for byen og Taarbæk Idrætsforening. Forældrene til fodbolddrengene rejste af og til med på fodboldturene. Det måtte have et navn og på den måde skabte Niels Taarbæk rejser.

Æresmedlem i "Brage"
Taarbæk Fiskeres Sangforening “Brage” har også nydt godt af Niels Posts omsorg. I 2008 havde han siddet i bestyrelsen i 50 år, hvor han har været julemand ved juletræsfesterne og hovedkraften for underholdningen ved karnevaler og tøndeslagning. Den årlige festlige sangerfest var særlig festlig, fordi han arrangerede dem. Helt naturligt blev han også i denne forening udnævnt til æresmedlem.

Birthe hjalp til
Han var fast mand ved flaskeindsamlingen i Taarbæk for at skaffe midler til bespisning af et julemåltid for beboerne i Ældreboligerne, spillede Boules, og deltog i Taarbæks liv i Kultur-foreningen. Sammen med Birthe var Niels Post medvirkende til, at Taarbæksamlingen overhovedet eksisterer - om end på små vilkår for tiden.

En mere stille del af Niels virke er, at han altid er den første til at tilrettelægge sygebesøg og hilsner, når andre har brug for en kærlig tanke.

Både Birthe og Niels Post var en stor hjælp med at anvise pladser og sælge programmer, når Taarbæk Idrætsforening hjalp til ved det Kongelige teaters forestillinger i Ulvedalene. Det gav en ekstraindtægt til hans elskede fodbold.

Det er også blevet til ganske mange år i bestyrelsen for Grundejer- og borgerforeningen.

Fik Flise
Niels Post er blevet hyldet på sine runde fødselsdage. Det har ikke kun været med taler og pæne ord. På sin tres års fødselsdag blev han udnævnt til æresmedlem i Taarbæk Idrætsforening. Endvidere modtog han meget velfortjent SBU´s æresemblem for langt og trofast arbejde som fodboldleder. Op til hans halvfjerds års fødselsdag blev der samlet ind til en folkegave. Da han rundede femoghalvfjerds, skulle han træde ind i rækken af stjerner med egen flise i Taarbæk. Den lå som første og endnu eneste ”Mr. Taarbæk flise” ved nedgangen til Søvej. Sidste år skulle kloakkerne i Taarbæk renoveres og en tidlig morgen inden nogen kunne nå at gribe ind, var denne flise gravet op og kørt væk. Mon ikke der kommer en ny flise på et eller andet tidspunkt.

Niels Post blev bisat fra en fyldt Taarbæk Kirke den 17. marts. Præsten Charlotte Paaskesen holdt en meget varm og kærlig tale om Niels og til hans familie.

Niels Post efterlader hustruen Birthe, to tvillinge-døtre og en søn. En enestående person er gået bort.

Ære være hans minde

Du kan læse bogen "Taarbæk Idrætsforening gennem 100 år" HER

Se artiklen fra Det Grønne Område HER

 
                                    

 

 

 

Luk