Topbanneret på denne side stammer fra medlemsbladet i april 1944
TAARBÆK IDRÆTSFORENING
Efter en generalforsamling
TIFs generalforsamling blev afholdt i april måned og var den bedste igennem mange år. Der var mange aktive spillere udover bestyrelsen og der var en rigtig god debat om mange punkter. Det tegner godt og beviser at fundamenter i vores gamle klub er rigtig godt. Jonas Kjær blev valgt ind i bestyrelsen og vi ønsker ham velkommen.
Regnskabet blev fremlagt og godkendt. Det var tydeligt at se på udgiftssiden, at vi havde afholdt et 100 års jubilæum. Heldigvis havde vi mange der bidrog med større og mindre beløb. Det betød at vi gik ud af 2008 med et stort rundt NUL på bundlinjen.
Tiden var kommet hvor Klaus Frøkjær havde valgt at takke af som formand. Klaus har været med i bestyrelsen siden 1995 og blev valgt som formand i 2005. Vi siger herigennem tak til Klaus for det store arbejde med at holde sammen på klubben.
Ny formand blev ikke uventet og enstemmigt valgt blev Morten Larsen. Han behøver næsten igen præsentation, men skulle der være en enkelt læser der ikke kender ham, fortælles det at han blev valgt ind i bestyrelsen i 1995 og har beskæftiget sig med stort set alt det praktiske. Nogle mener ikke det er TIFs klubhus, men Mortens. Vi håber alle vil tage godt imod ham, så vi kan nyde godt af hans store arbejdsindsats igennem mange år.
Dirigenten sluttede generalforsamlingen med at udbringe det traditionsrige leve for TIF.
Et godt måltid mad
Vi har igen i år indført spisning på alle trænings tirsdage. Der bliver lavet god varieret mad, som tilsyneladende er faldet i god jord. Alle de unge mennesker guffer og fadene er ryddet når dagen er omme. Det er bare vigtigt at alle husker at tilmelde sig, så ingen går sultne hjem.
Bestyrelsensuper
Super Ynglinge
"Vores ynglingehold er kommet suverænt fra start med 3 sejre og en enkelt uafgjort - en klar no. 1 i rækken. Sidste kamp mod Smørum, der lå no. 2, var meget kendetegnet for dette forårs moral. Vi førte med 3-0 i halvlegen efter rigtigt underholdende spil, men indkasserede så 3 mål, så stillingen var uafgjort midt i 2. halvleg. Kampen bølgede frem og tilbage og vi kæmpede os til et straffespark, som Viktor desværre brændte. Til hans forsvar kan dog nævnes, at bolden kom HELT ind til målstregen. Taarbæk kæmpede videre og 6 minutter før tid kom belønningen, da Jeppe headede bolden ind fra en helt umulig vinkel. Det er helt nye takter, at vi kæmper igennem også i modgang. Faktisk ser det ud som om spillerne skal nå sidste fly ud af Kabul!!
Alle 18 spillere i truppen har vist et fantastisk engagement og godt humør med Jølver i spidsen som topscorer og vores to nye spillere Joey og Ties, som begge er et yderst frisk pust. Også uden for banen er moralen og stemningen i top. Roest har påtaget sig ejerskabet af facebook kommunikationen og de skadede spillere (Frederik K og Emil (Hæmoriden)) møder begge op både til kamp og træning. Det gør det en fornøjelse at arbejde med jer."
Peter Lausten, træner U17
Et revolutionerende år.
I januar 2006, da jeg begyndte som træner Tårbæk IF, mødte der i gennemsnit mellem 8 og 10 spillere op til træning.
I år 2009, er det mere reglen end undtagelsen, at der løber mellem 25 og 30 spillere rundt på træningsbanen. Enestående! Og ikke nok med det, resultaterne i år har ligeledes været enestående. P.t. ligger alle 3 seniorhold til at vinde deres respektive rækker, og det tror jeg, aldrig er sket tidligere i klubbens lange historie.
Det er et privilegium at være træner i en klub i en så rivende udvikling, og jeg er overbevist om, at vi kan nå meget langt med denne gruppe spillere.
Spillerne har været fremragende, trænet flittigt og haft en meget seriøs indstilling. Det er bl.a. derfor, at alle hold ligger så godt placeret, som de gør.
Som træner er man intet værd uden god opbakning i det, man foretager sig, og her har bestyrelsen været fantastisk. Fra min ansættelse og til i dag har de hele tiden arbejdet hårdt for og troet vilje fat på, at de kunne få det her til at lykkes, og man må blot sige stort tillykke med det flotte arbejde.
Vi ses til fodbold i Tårbæk.
T. Jensen, Cheftræner TIF
Taarbæk Nyt har talt med den nye formand i TIF.
Hvem er Morten Larsen?:
Ja, kært barn har jo mange navne, og når man vokser op sammen med Michael Nimskov, så kan man jo ikke undgå at der falder et øgenavn af. Som barn var jeg nok mest kendt som Strit, og nu som Edel. Det var et navn som min Mor har prøvet at holde skjult, men som Michael syntes passede godt til mig. Håber det kan blive til Don E, med tiden.
Jeg opvokset i Taarbæk, sammen med mine forældre og min bror, og flyttede byen, som flyvefærdig knægt, da jeg ikke havde pengene til at købe et hus i Taarbæk. Heldigvis, fik vi tilbudt en lejlighed på Taarbækdalsvej i 2004, (hvor jeg også har boet som barn). Det var jeg helt fantastisk at komme tilbage til Taarbæk igen.
Jeg bor så sammen med min søde kone Betina og vores to dejlige børn, Mille på fire og Oliver på otte.
Til daglig arbejder jeg i en salgsafdeling hos PBS, som udekørende konsulent, et job og en virksomhed som jeg er utrolig glad for.
Hvorfor blev du formand?:
Jeg har jo været en del af bestyrelsen i 14 år, og da Klaus Frøkjær kom og fortalte at han ikke havde tiden mere, så syntes jeg at det kunne være spændende, at få lov til at fortsætte med at udvikle TIF. Jeg kender jo efterhånden til de mange arbejdsopgaver som findes i TIF, da jeg desværre har det med at tage det hele til mig. Men det er nok også fordi at jeg føler det er lidt nemmere når jeg bor i Taarbæk.
Hvad med ambitionerne i TIF?:
Der skal da ikke være tvivl om at jeg har høje ambitioner med TIF, men alting skal selvfølgelig hænge sammen, og det kan jeg godt glemme engang imellem, med det tempo som jeg prøver at føre. Som situationen er lige nu, med 3 senior hold, der ligger helt i toppen af deres rækker, og vores 1. senior, som jeg er sikker på er rykket op i serie 2, når dette læses, så vil jeg da gøre alt for at vores succes kan fortsætte. Vi er, og har altid været en social klub, men også med det sportslige som et mål. Det er det som jeg gerne vil fortsætte med, da vi helt klart gør det anderledes end andre klubber. Vi har blandt andet fået et ekstra seniorhold i år, som virkelig har taget klubben til sig. Det er jo skønt at se.
Det viser også at vi gør det rigtige i TIF, og at der helt sikkert vil komme flere spillere til. Med hensyn til ungdom, så har vi også stor succes på alle hold, og et ynglinge hold på næsten 20 spillere, som også fører deres række. Derfor bliver de også spændende at følge, når de snart skal prøve kræfter med seniorfodbold. Jeg vil gøre meget for at vi kan vokse på ungdomsfronten. Flere af naboklubberne har lukket for tilmelding, så hvis der er børn som derfor ikke kan komme til at spille fodbold, skal de være meget velkommen nede hos os på den kongelige.
Det er også ungdomsafdelingen, som vi skal fokusere klubben på lang tid fremover.
Klubben, har en rigtig god bestyrelse og en masse kompetente trænere, en allerhelvedes god spillertrup på alle niveauer, så er det jo lidt svært ikke at sætte ambitionerne op.
Er der noget som gør dig ked?:
Ja! Når jeg er i klubben, så kan jeg godt blive rigtig ked af det og frustreret engang imellem. Men det er nok fordi at jeg selv glemmer hvordan jeg selv var som ung. Men desværre, så glemmer en del spillere, det store stykke arbejde som bestyrelsen, helt ulønnet og frivilligt gør, for at alt fungerer. Vi sørger for at skaffe sponsorer, tøj til træning, vaskeordning, fantastiske fester og en helt masse andet, som gør at TIF er et helt specielt sted at spille. Derfor syntes jeg, at det mindste man kan forlange, er at folk respekterer det som bliver stillet til rådighed og gør sig til en del af klubben. Det er ikke bare en klub, hvor man kommer og går. Vi knokler også hvert år for at få folk til at betalte kontingent, og nævner betalingsmuligheder og informerer om hvor meget vi tilbyder for kontingentet. Desværre bruger vi hvert år en masse øv tid på dette, som kunne bruges på nogle bedre ting. Det er helt klart noget som kan blive bedre.
Du ses meget i TIF, hvad siger familien?:
Jeg har altid kommet meget i TIF, og startede med at spille som 4 årig. Så ja! - det er nu 39 år og TIF har været en stor del af mit liv. Betina, sagde til mig, da jeg spurgte hende om det var ok at stille op som formand, at vi da kunne få lavet en tilbygning deroppe, eller leje det tomme skovløberhus lige ved siden af. På den måde kunne det da være at hun så mere til mig. Nej! - det tager desværre alt for meget tid, og jeg skal også være bedre til at administrere dette, så jeg ikke går kold efter kort tid, for familien er det vigtigste i hele verden.
Jeg stillede også op, for at vi i bestyrelsen kunne få fordelt alle de arbejdsopgaver som der findes i klubben. Jeg skal blive bedre til at fralægge ansvar, og samtidig sørge for at flere tager ansvar. En proces som vi er i gang med i pt. Det gør det heller ikke bedre, at jeg også er træner for Oldboys og spiller på holdet. Min søn Oliver spiller også på U-9 holdet. Han bliver forhåbentlig en ny fremtidig Schmeichel. Det betyder også at jeg kommer til at være ekstra meget deroppe. Jeg har en super dejlig kone, som forstår mig, (tror jeg nok), og heldigvis giver hun plads til dette, og jeg takker hende så utrolig meget for dette. Det håber jeg da hun ved, J.
Hvad gør dig glad i TIF?:
Jamen, det gør såmænd alt lige i øjeblikket.
En almindelig træningsaften, på en fantastisk bane, og de smukkeste omgivelser i hele landet, Med ca. 40-50 seniorer til træning, ja, det er jo helt fantastisk. Det er ikke set siden, hvor jeg selv spillede, og der kom mange tilskuere (bare for at se mig træne). Når ungdom træner, så vælter det med børn over det hele. Det er jo fantastisk at se.
Det nye 3. hold, er nogle rigtig gode gutter, og rigtig gode spillere. Ja, hele vores senior trup, hvor der hver træningsaften er kamp om pladserne, da de alle er på et rigtig højt niveau, som vi ikke har set i rigtig mange år. Flere af de gamle fra Taarbæk, fortæller at de aldrig har set bedre fodbold på banerne end nu. Hvis man går ind på vores hjemmeside, så finder man alle hold i toppen af deres rækker, så det glæder mig jo fantastisk at vi er kommet så godt i gang her i år, og glæder mig til at være en del af dette lang tid fremover.
Har du noget til sidst:
Næ, og dog. Jeg syntes det kunne være fedt at se flere folk fra Taarbæk komme op og se en fodbold kamp ind imellem. Det gælder især til vores senior kampe, men også til ungdomskampe. Især, til jer forældre, som har børn der spiller. Det betyder rigtig meget for jeres børn, at der engang imellem er en forældre som dukker op, og ser hvor gode de er. Desuden så håber jeg også at se en masse mennesker i klubben lørdag d. 13. Juni kl. 15. Vi mødes ved klubhuset og så vil Oldboys afdelingen byde på en øl eller vand, og bagefter går vi op på banen i samlet flok, hvor vi helt sikkert skal fejre den sidste kamp for vores første hold som er rykket op i Serie 2. Og husk at vi altid kan bruge en ekstra sponsor til hjælp til klubben, eller nogle forældre som har lyst til at hjælpe til, på den måde som man kan.
Og, ellers så vil jeg bare sige:
TIF Længe Leve :-)