Werner Hansen

En rigtig kammerat

Som syvårig meldte Werner Hansen sig i 1919 ind i Taarbæk IF. Han er født 31. marts 1912 og har derved fulgt klubben igennem dens store udvikling. Werner var en enestående arbejdskraft på 1. holdet i de store år, hvor TIF spillede i mesterrækken. Ikke kun på banen har han vist sin store energi, men var også en enestående arbejdskraft for klubben i spilleudvalget, som træner og holdleder. Werner var medstifter af Old Boys foreningen TOB, som støtteforening, og indtrådte i Grundejerforeningens bestyrelse for også der at fremme sportens synspunkter. Altid lyttede man til hans kloge, gennemtænkte og fornuftige ord. Men det frivillige arbejde havde sin pris, der var ikke meget tid til eget privatliv for ham og fru Grethe, dette til trods kunne de fejre sølvbryllup 19. maj 1970.

Werner deltog som aktiv fodboldspiller i mellemrækkekampene, der i 1941 førte til Taarbæks oprykning i den sjællandske mesterrække. Da nedrykningen først i 1950’erne truede, og man indkaldte de gamle helte, rykkede Werner ud i igen som 1.-holdspiller, men Taarbæks sportslige nedtur lod sig ikke stoppe. Gennem sin altid pæne og noble optræden på fodboldbanen, har Werner gjort sit til at holde standarden højt i vor klub. Werner må siges at være enestående i dansk idrætshistorie og kunne i 1969 fejre 50 års spillerjubilæum. På den tid var han den spiller, der havde spillet flest kampe på klubbens hold. Som aktiv spiller, var Werner kendetegnet ved sin store flid, og som leder af sin sjældne blanding af myndighed og store hjertelighed og forståelse.

"Et sammenhold, som det der hersker i TIF kan naturligvis ikke afsluttes, blot fordi en mand bliver 32 år" . Sådan udtalte Werner da han i 1957 følte en lille smule træthed og efter eget ønske blev afløst på seniorholdet. Men der gik ikke ret mange dage, før han sammen med Henry Ruud, Rino Frederiksen og Jørgen Nielsen tog initiativet til dannelsen af en Old-boysafdeling, TOB.

Formålet var åbenbart. Først og fremmest ønskede Werner, at man bevarede klubbens lidt ældre spillere, når seniorafdelingen ikke syntes at have brug for dem og som en selvfølge støtte deres gamle klub. Det blev naturligvis en succes fra starten, ganske som alt, hvad Werner så at sige beskæftigede sig med. I en alder af 55 år kunne man se Werner som højre wing på oldboysholdet.

Ledergerningen fik Werner interesse for i sine helt unge år, og han dyrkede denne interesse med samvittighedsfuldhed. Han kom første gang ind i TIF´s hovedbestyrelse som revisorsuppleant i 1954. Hvornår han kom i fodboldafdelingens bestyrelse, er uvist, men han har uden tvivl været en af de bærende kræfter. Igennem mange år var han klubbens "faste" dirigent ved generalforsamlingerne. I 1962 blev han valgt som revisor i TIF og bestred dette hverv mange år frem.

For sin store indsats blev Werner udnævnt til æresmedlem ved 50 års jubilæet 23. august 1958.

Før en kamp i Frederikssund, året er 1963, mødte klubben en gammel Taarbækspiller - Hans. Der udspillede sig følgende ordveksling: “Daw Hans, hva’ er det dig?", “Ja, det er det rigtignok, Werner". "Bor du her, Hans" “Ja, jeg bor ovre i nabosognet" “Det siger du ikke, Hans, hva’ laver du der?"’ Jeg er præst, Werner". Werner blev så forbavset over dette svar, at han sagde med inderligt eftertryk : "Det var satans". Det fortælles, at præsten Hans tog det med et rart smil, men Werner?, han spillede ikke godt den dag.

I 1963 gjorde bestyrelsen lidt af et kup, ved at formå at få Werner til at assistere Harald Jørgensen som hjælpetræner. Derfor var det ikke så mærkeligt at han i sommeren 1964, hvor træneren Axel fratrådte varetog hvervet sammen med Basse, indtil der kunne ansættes en ny træner ved årsskiftet. Men som Werner skriver til spillerne så bliver det Basse som bliver den egentlige leder af træningen.
Men Werner lovede "bål og brand" hvis ikke unge som gamle mødte op til træningen og viste sig som gode sportskammerater. Kunne spillerne derimod indfri dette ønske, så lovede han nogle gode og hyggelige timer.
Ved generalforsamlingen samme efterår benyttede formanden lejligheden til at overbringe Werner og Basse en tak for deres meget store indsats. Af samme grund er der ingen tvivl om hvorfor Werner blev tildelt Kammeratskabspokalen. Et valg der fandt stor tilslutning at dømme efter bifaldet.

I midten af 60’erne gik han igen aktivt ind i TIFs lederstab som formand for spilleudvalget, og når man tænker på, at det alle dage har været et at de allervanskeligste hverv en idrætsleder kan røgte, giver dette også et karakteristisk billede af Werner. Ingen forstod bedre end ham, at sætte sig ind i hver enkelt spillers psyke, og han ligefrem bar sine hold til større præstationer end man normalt måtte have lov til at forvente.
Som manden der altid var på fodboldbanen blev der observeret mangt og meget. Werners mange observationer er ofte gengivet i klubbens medlemsblade som gode kampreferater. Ligesom han var en flittig skribent, når Taarbækkerne skulle ud af stuerne og op på banerne ved Trepilelågen. Alligevel fik han under rubrikken "VI UDDELER månedens lille MØGFALD" en lille reminder om at det var længe siden han havde skrevet.

At Werner var blevet en erfaren leder ude i foreningsarbejdet bevidste han som dirigent, for jeg ved ikke hvilken gang, på klubbens generalforsamling i 1967. På grund af bestyrelsens gode arbejde året igennem og gode tilrettelæggelse af mødet, kunne han sætte ny hastighedsrekord ved gennemgangen af de 13 punkter, hvor der blandt andet fremkom tanker i anledningen af klubbens 60-års jubilæum, hvor Werner selvfølgelig var at finde i festkomiteen.

Werner Hansen deltog sammen med Niels Jensen som repræsentanter for fodboldafdelingen i Lokale- og baneudvalget. Udvalget skulle arbejde for at få bedre forhold til idrætten i Taarbæk.
Der blev holdt adskillige møder med medlemmer fra kommunalbestyrelsen.

Da Werner blev 70 år i 1982, fik han den overraskelse at blive hentet på sin bopæl i hestevogn og kørt til klubhuset. Foreningen havde valgt at takke og hylde sit æresmedlem ved en reception. Niels Wiggers, Mogens Forkarl, Jørgen Hattemar, Hansen, Brd. Jan og Finn Kold, Ingemann, Finnerup og Træner Glyver for at nævne nogle af “grønsværens stolte svaner" var mødt op sammen med mange andre for at hilse på Verner og sige tak for mange års stort og trofast arbejde på og ikke mindst udenfor banen.

Når Taarbæk i dag har så forbedrede forhold, ja, så skyldes det i høj grad det arbejde Werner var med til at sætte i gang og følge op. En stor lokal indsats der gik langt ud over TIF’s rammer til arbejde med Flagallé, Taarbæk Nyt og meget andet. Werner døde 3. oktober 1985.