Der havde været meget opmærksomhed blandt spillerne gennem vinteren på U13 holdet, på vores tur til Barcelona og endelig kom dagen så hvor vi skulle af sted. Trænerne ankom som de første og vi fandt hurtigt holdets check-in. En efter en ankom drengene, alle klædt i deres nye flotte røde træningsdragter med eget navn bagpå. Det var en flok TIF spillere fyldt med selvtillid, efter vi havde vundet forårssæsonens første kamp ugen før, på et sidste sekunds mål af Valdemar. Til alles store glæde og overraskelse stod der også ?Taarbæk IF? på check-in skærmen der var reserveret udelukkende til os, så den proces gik hurtigt. Efter et par billeder af drengene linet op med deres nye dragter og et farvelkys til forældrene, så var turen i gang.

Stemningen var ekstrem positiv og spændingen sitrede i luften. Alles humør var højt og det tegnede til at blive en super tur allerede i lufthavnen. Endelig skulle vi gå ombord på flyet og vi skulle alle sidde sammen. Der blev lavet en lille bølge da vi lettede og stemningen var på kogepunktet. På flyveturen gik drengene frem og tilbage mellem hinanden og skiftedes til at sidde ved siden af hinanden. Folk delte deres slik m.m. og da vi landede lød der store klapsalver. Knap nok var vi nået til bagageudleveringen i Barcelonas El Prat lufthavn, før vi så den første FC Barcelona shop, FC Botiga. Efter bagageudleveringen, skulle vi finde vores guide og midt i al forvirringen stod hun der, en pæn hollandsk kvinde der hed Sandra, og holdt et stykke papir oppe hvorpå der stod ?Taarbæk IF?. Efter det første møde med hende, startede holdlederne med at køre på en joke der handlede om, at undertegnede havde et godt øje til hende og de holdt sig ikke tilbage hver evig eneste gang jeg skulle snakke med hende på resten af turen.                  

Derefter røg vi ud på en halvanden time lang køretur gennem det smukke spanske/katalanske landskab og ud til Malgrat de Mar, en ferieby 80 km uden for Barcelona. Der blev kigget med spændte øjne ud af vinduet og en hed diskussion om nogle gemte McDonald?s kuponer fandt også sted. Trænerne havde ingen kommentarer til det!
Da vi ankom til hotellet var det første syn der mødte os, en butik der solgte fodboldtrøjer. Et kig ned ad gågaden til venstre, og så var der lige 10 butikker yderligere med fodboldudstyr. Vi var i den grad landet i et fodboldelskende land. Vi fandt os til rette på hotellet og drengene blev delt ind på deres 3-mands værelser. Vi havde et frit program resten af lørdagen og ved 10-tiden var der fodbold i fjernsynet, Real Madrid mod Barcelona. Lige uden for hotellets lobby lå der en meget lokkende slikbutik, som senere skulle vise sig at være en stor udfordring for Taarbæk IF?s spillere, der ellers havde planer om en sund kost i Spanien. Man kan dog ikke bebrejde drengene. Den tillokkende duft af nybagte vafler kunne få enhver mund til at løbe i vand, som havde man fået øje på slikhylden hos købmanden i Taarbæk for første gang!

Vi begyndte efterhånden at glæde os til aftensmaden på hotellet, som ville bestå af en tag-selv-buffet. Vi håbede på en masse lækre spanske/catalanske retter, men vi blev i stedet mødt af ustegt kød og klistrende gele desserter. Dog vil undertegnede stadig mene, at spaghettien var godkendt, til trods for stor uenighed blandt de andre Taarbæk?ere.
Ved 10-tiden satte nogle af os ned i lobbyen med vores slikposer og sodavand og begyndte at se kampen. Dog var der ikke mange der fulgte vanvittigt meget med i kampen, da alle de nye omgivelser skulle tjekkes ud. Vi fik dog bekendt os nogle tyskere der også skulle spille med i turneringen, og det blev til nogle interessante samtaler. Spørgsmålet var bare, om de overhovedet kunne huske noget af det næste dag, da de ikke virkede helt ved deres fulde fem på det tidspunkt af aftenen?
Spillerne havde hurtigt fået stiftet bekendtskab med nogen af de utallige gadesælgere der var i byen, og i løbet af ugen blev drengene mødt med en smule grænseoverskridende salgsteknikker, men de tog det med et smil og et godt grin.
Efter holdlederne havde puttet drengene i seng, blev der lagt taktik inde på trænernes værelse. Vi blev enige om, at starte som vi havde spillet i de fleste træningskampe, i en 4-4-1-1 opstilling.

William og Jeppe i spillerbussen på vej til første kampdag

Næste morgen gik vi ned til morgenmaden kl.08.30, men allerede der var de fleste af drengene blevet skræmt væk af aftensmaden. Morgenmaden bød på noget der lignede frugt, brød og papir smagende spejlæg. Det var derfor et ikke helt friskt, men alligevel veloplagt, Taarbæk hold som satte sig ind i spillerbussen, velguidet af vores guide Sandra, på vej mod det meget imponerende anlæg beliggende i Blanes, 25 min. kørsel fra vores hotel. Da vi ankom, blev vi mødt af nogle meget imponerende faciliteter og der hang et flag for hvert land der deltog i turneringen. Banerne var af fantastisk kvalitet og vi gik rundt og kiggede os omkring, før vi slog os ned på en græsplæne lige bagved ved det sted hvor åbningsceremonien skulle finde sted.

Da vi skulle registrere os ved dommerbordet, krævede de at se vores pas og derfor måtte Søren stige på den næste bus tilbage til hotellet. Han nåede tilbage i god tid og så var det tid til åbningsceremonien. Ifølge protokollen, skulle en af trænerne løbe ind på banen, bag det danske flag sammen med anføreren. Vores anfører Frederik Grut skulle også holde et skilt op hvor der stod ?Denmark? på. Så sammen med tyskere, belgiere, skotter m.fl. gik showet i gang foran alle turneringens deltagere. Resten af holdet sad og ventede blandt de andre deltagere. Der var nogle taler og noget kampdans og vi var efterhånden lidt utålmodige efter at komme i gang med at spille fodbold. I den første kamp skulle vi møde tyske SC Borgfeld og de skulle vise sig at være et meget godt hold. Vi tabte kampen, men mest iøjnefaldende var deres lille angriber ved navn Ali. Et navn der senere skulle få genklang nede på stranden, dog i en anden form. Vi havde fået madpakker med fra hotellet, men også de viste sig at være ganske uspiselige og det var derfor en flok sultne Taarbæk?ere der vendte hjem til hotellet, men stadig med masser af energi, mod på turneringen og lyst til at spille mere fodbold. Derfor besluttede vi os for, at gå ned på stranden og spille en kamp: Holdlederne & Trænerne VS Spillerne.

Alle fik hurtigt klædt om og øjeblikke senere stod vi nede på stranden i fuld trup, 22 mand klar til en kamp, der skulle vise sig, at blive mere intens og dramatisk end forventet. De voksne stillede op i en 2-2-2 opstilling med undertegnede på mål, Søren og Jesper som det robuste forsvar, Kenneth og William på fløjene og Peter og Martin (som dog i dagens anledning havde taget navneskifte til Ali) på toppen. Allerede 10 sekunder inde i kampen, kunne man fornemme vigtigheden og intensiteten af dette opgør, da Villads og Jesper knaldede skinnebenene sammen og måtte ligge sig i sandet for en stund. De to kom heldigvis hurtigt på benene igen og kampen fortsatte. Kampen foregik i et højt tempo og de voksnes målmand måtte flere gange kaste sig ud i klasseredninger, når spillerne kom forbi vores forsvar, hvilket ellers var meget stærkt og hårdtspillende. Vi satsede for det meste på vores målspark hvor en lang bold blev spillet op mod angriberne, i håbet om at udnytte vores højdefordel, uden vi dog fik det store ud af det i første halvleg. Alligevel formåede vores offensive kræfter at lave nogle løb, som selv ikke Valdemar kunne nå at løbe op! Hvor kom den energi dog fra!? Spillerne formåede også at spille sig uden om vores jernforsvar og kom foran 2-0. Vi fik dog reduceret til 2-1 kort før pausen. Trætheden var ved at spille sig ind hos de voksne, men der blev kæmpet bravt videre fra starten af anden halvleg. Dog scorede drengene igen og de voksne var nu nede med to. Men kampen var langtfra slut. På et fantastisk comeback kom vi op på 3-3 og derefter på 4-3. Der var spænding til det sidste og hvem dukkede lige pludselig op inde i feltet? Det var ingen andre end Martin ?Ali? Elley, vores farlige striker der dukkede op og satte den afgørende kasse ind. 5-3 til holdlederne og kampen var slut. Efterfølgende faldt de voksne sammen af glæde (og en delvis udmattelse) i sandet. Efter kampen blev vi enige om, at der skulle spilles en revanche kamp på et senere tidspunkt. Derefter gik de fleste tilbage på hotellet for at gå i bad og måske få en lille snack inden aftensmaden. Vi havde allerede opgivet hotellets buffet, så vi var indstillede på at finde en restaurant hvor vi skulle spise alle sammen. Imens alle andre var gået tilbage til vores hotel, Rosa Nautica, blev nogle af drengene tilbage nede på stranden for at spille noget mere småspil. Lidt senere på aftenen gik vi i samlet flok fra hotellet og ned ad den gågade som lå lige på den anden side af vejene. Det var der alle butikkerne og spisestederne befandt sig. Til sidst drejede vi ind på en restaurant og derinde fik vi bestilt hhv. bøffer og kylling til alle. Da de voksnes mad var kommet senere begyndte drengene så småt at vende tilbage til hotellet, mens de voksne færdiggjorde måltidet. Ellers gik drengene rundt i de mange butikker, fyldt med piratvarer, der var på gaden. Der blev vi virkelig også vidner til, at der nok ligger et par fremtidige forretningsmænd gemt inde i nogle af drengene, da de formåede at prutte prisen en del ned på de fleste indkøb.

Så var det blevet mandag og vi stod tidligt op inde på træner værelset, i den tro, at vi skulle ned og spise morgenmad med alle, men da vi kom derned var der ikke et øje. Vi vendte tilbage til værelset og satte os ud på altanen med et glas cola. Vi fik kort efter selskab af vores naboer Elias, Daniel og Mads, som var de eneste udover os der boede på den side med havudsigt. De andre spillere og holdledere havde fået poolen.
Holdlederne havde fået samlet sig nede ved poolen og drengene begyndte en efter en at springe (og blive skubbet) i vandet. Vi skulle først spille kamp kl.15.00 så der var masser af tid til hygge og afslapning inden afgang til anlægget. Jeg hoppede også i poolen for en kort stund, mens William foretrak at sole sig på en liggestolene. Efterfølgende gik trænerne og Jesper ned i byen. Vi var desperate efter at finde et sted med noget spiseligt mad og vi behøvede ikke at gå længere end over på den anden side af vejen. Der lå en lille butik der solgte kebab og burgere osv. for en god pris. Der fik vi endelig stillet vores sult og en efter en begyndte drengene også at komme derned. Vi blev også forholdsvis gode venner med en af medarbejderne dernede ved navn Mr. Mercury. Det hed han jo nok ikke rigtigt, ligesom Martin ikke hedder Ali, men tingene blev ligesom vendt op og ned på den tur! Navnet stammede fra hans slående lighed med forsangeren fra Queen.

Efter alle var klædt om og en sag om nogle gemte underbukser havde fundet sted, var vi ellers på vej ud for at spille mod det belgiske hold Ninove i den første kamp. Bagefter ventede der endnu et tysk hold. Vi ankom til anlægget, solen skinnede og alt andet tydede også på en smuk dag fyldt med fodbold. Først var der noget forvirring omkring hvor vi skulle spille henne. Det forholdt sig også sådan, at man først måtte træde ind på banen få minutter før kampstart pga. et stramt kampprogram. Det gjorde også, at vores opvarmninger ikke blev helt optimale. Til den første kamp fik vores holdledere heller ikke lov til, at komme med ind på banen, så vi var alene inde bag indhegningen rundt om banen da kampen kom i gang. Vi havde valgt en ny formation til kampen mod belgierne, idet vi gik fra vores 4-4-1-1 formation fra træningskampene og den første kamp, til en FC Barcelona lignende opstilling i 4-1-2-2-1 med Elias på kassen, Jeppe, normalt som den målfarlige angriber, var røget ned på højre backen og skubbede en anden teknisk stærk spiller, Villads, væk fra sin vante højre back og over på venstre backen. I midterforsvaret havde vi Valdemar med Joakim som sin makker. På den defensive midt startede Frederik Kjær og lige foran sig havde han Frederik Grut og Albert. På de to offensive kanter havde vi Jonathan på højre og Johan på venstre. Helt i front lå Daniel. Kampen kom i gang og vi var godt med. Modstanderen var god men ikke uoverkommelig. Taarbæk?erne kæmpede bravt. Daniel, som har et stærkt og hårdt spark, lagde ud med den første afslutning. Det var virkelig en fornøjelse at kigge på og meget var forbedret fra gårsdagens kamp. Alligevel var det belgierne der kom foran men det slog ikke Taarbæk ud. Udskiftninger blev lavet og vi fik mere og mere spil. Efter Mads var kommet på banen, bidrog han også til det hårdt kæmpende forsvar med sin alsidige attitude og sin evne til altid at bakke sine medspillere op. Alexander fik demonstreret nogle af sine gode og præcise indlæg, og vores angribere, først i form af Daniel og senere Jeppe, fik presset og stresset Ninoves forsvar godt. Mod slutningen fik vi spillet os til et par chancer men i stedet for kom vi bagud 2-0 i de sidste minutter af kampen. Et meget ærgerligt nederlag, da vi havde været det bedste hold i store dele af kampen. Efter kampen gik vi op og satte os på anlæggets restaurant/café område. Frederik Kjær var blevet skadet i den sidste kamp og derfor gik vi over til lægestaben for at få ham undersøgt. Der var lang ventetid, men vi brugte tiden til at diskutere holdet og fodbold generelt. Da vi kom ind var lægen meget flink og vi fandt ud af, at han havde beskadiget en muskel i lysken. Det var ikke alvorligt, men han var nødsaget til at sidde over i den næste kamp. Han blev derfor nødt til, at tage plads på sidelinjen ved siden af trænerne i næste kamp mod tyske FG Seckbach. Vi var igen røget ned på den bagerste bane på anlægget og før kampen, blev holdet kaldt hen foran det ene mål af en fotograf fra turneringen. Dermed fik vi også holdets første og eneste holdbillede.

Til denne kamp havde vi lavet nogle ændringer i start 11?eren. Rasmus var røget ind i midterforsvaret og Mads startede på højre back. Albert tog Frederik Kjærs plads på den defensive midtbane og Jonathan var rykket ned centralt. Alexander startede på venstrekanten og Jeppe tog plads helt oppe i front. Kampen endte desværre med endnu et nederlag mod nogen meget hårdt spillende tyskere, men humøret fejlede stadig ikke noget. Måske var det drengenes nye afhængighed af Monster Energy energidrikken, eller også var det bare den gode gamle Taarbæk ånd, men faktum er, at humøret og energien var helt i top på trods af de to nederlag. Sådan har det altid været i Taarbæk, nederlag bliver hurtigt glemt i den her klub.

Resten af mandagen forløb meget roligt, da vi kom sent hjem til hotellet. Alle fandt deres egen aftensmad og holdlederne og trænerne vandrede og vandrede byen tynd uden at finde en restaurant. Til sidst endte vi foran Mr. Mercury hvor der lå en kinesisk restaurant på den anden side af gaden som vi valgte at stille vores sult hos.

I øvrigt skal det nævnes, at vi til turen havde fået designet fire nye anførerbind. To røde og to hvide med et Taarbæk IF logo ovenpå. Alle syntes godt om dem og de kunne tit findes på armene af drengene når vi ikke spillede kamp. Der skal lyde et stort tak herfra til vores midtbanespiller, nr.6 Lukas, for den idé.

Tirsdag havde vi kun én kamp på programmet og det var mod endnu et belgisk hold, nemlig K.F.C. Esperanza. Til den kamp fortsatte vi vores nye formation som havde forbedret vores spil, dog var resultaterne stadig udeblevet. Kampen startede kaotisk da vi først blev lukket ind på banen kl.13.00, det tidspunkt som kampen skulle starte på. Kampen kom derfor hurtigt i gang og vi var godt med.  Vi fik tilkæmpet os en del hjørnespark i kampen, men det blev aldrig rigtig til mere. I stedet for fik de meget hårdt spillende modstandere scoret på to tilfældige chancer og kampen endte med et 2-0 nederlag til TIF. Uden at have for store Taarbæk briller på, skal det også nævnes, at der blev begået en del svinestreger mod Taarbæk spillerne i den kamp. B. la måtte begge Frederik?er udgå efter hensynsløse tacklinger. For første gang på turen var der en negativ stemning på holdet. Nederlagene og de mange fysiske slag på kroppen havde taget hårdt på spillerne. Derfor vidste vi også godt, at der skulle en sejr til på sidste kampdag inden hjemrejsen til Taarbæk. Efter vi kom hjem havde vi en lang eftermiddag foran os og vi valgte igen, at gå ned på stranden og spille Voksen vs. Spiller. Drengene var tørstige efter revanche og det afspejlede sig hurtigt i spillet. Kampen bølgede frem og tilbage, men det virkede som om spillerne havde et lille overtag i starten. Selv ikke frygten for igen at støde ind i Søren nede i vores forsvar kunne stoppe dem! Men efterhånden som kampen skred frem, fik de voksne mere og mere fat i spillet. Det endte i en situation hvor det stod 4-4 og der blev spillet til afgørende mål. En høj bold blev slået fra spillernes mål og bolden hoppede ukontrolleret i sandet. De voksnes målmand løb ud i bolden og kastede sig i bedste Superman stil med en knytnæve ligeud i luften for at bokse bolden væk. Desværre for de voksne blev bolden ikke ramt og røg i stedet for videre ned mod målet hvor bolden let blev prikket ind i kassen før keeperen kunne nå tilbage. Slut på kampen og drengene var i ekstase hvorimod de voksne rettede deres vrede og frustrationer mod dagens uheldige målmand. Nej hvor havde de hurtigt glemt alle hans pragtredninger i søndagens sejr!

For anden gang på turen blev Rasmus begravet i sandet, denne gang med lidt flere folk der arbejdede ihærdigt på, at bygge et hul der var så stort, at han kunne stå op nede i det. Det lykkedes næsten men ikke desto mindre kom der et billede ud af det som nærmest symboliserer turen meget godt. På trods af alle nederlagene var humøret og sammenholdet aldrig i fare, selv hvis det var nede i få øjeblikke.

Senere på dagen kom trænerne og holdlederne i et dilemma, da der var opstået tvivl om hvorvidt vi kunne nå både, at spille de sidste to kampe og samtidig nå ind til Barcelona by og se FC Barcelonas stadion. Det blev foreslået, at vi droppede de sidste to kampe og tog til Barcelona fra morgenstunden af, men det var stadig ikke optimalt, da dette trods alt var en fodboldtur. Trænerne gav derfor deres garanti på, at vi både kunne nå kampene og stadion. Under det lille møde vi havde nede i hotellets café, blev Jesper forarget over den måde jeg spildte min kaffe på, da jeg skulle røre rundt i den. Det var dog ikke kun Jesper der var forarget over min måde, at spise og drikke på. Under hele turen tilbød næsten alle spillere og holdledere at give en is, bare for at se den ene træner spise is som en 3-årig. En anden spøjs detalje var, da Kenneth valgte at gå rundt, en hel dag, på anlægget i en af de røde trænerdragter som var blevet fyldt med is og chokolade pletter. Det var dog ikke ham selv der havde forårsaget alle de pletter. Dem der var med på turen kan nok godt gætte sig til hvem det var. 

Da buffeten på hotellet ikke blev mere spiselig end før, gik alle på rov efter aftensmad for sig selv. Drengene, i små grupper, gik for det meste ned og fik deres aften måltid hos Mr. Mercury, mens vi trænere og holdledere ville prøve noget nyt, så vi endte på gågaden igen og fandt en god restaurant som vi ville komme til at stifte nærmere bekendtskab med dagen efter. Bagefter blev planerne lagt for morgendagens meget vigtige kampe.

Vi stod tidligt op, da første kamp mod endnu et tysk hold skulle starte kl.10.00. Vi skulle ud og spille to kampe i puljen for eliminerede hold. Kampen kom i gang mod tyske Edenkoben og til dagens kamp havde Frederik Kjær fået anførerbindet. Taarbæk havde fået en opsang inden kampen og kom ud som lyn og torden. Det ene angreb efter det andet bølgede ned mod tyskernes mål og der skulle ikke gå lang tid før vi endelig fik scoret vores første mål i turneringen. Et angreb vi fik startet fra vores egen banehalvdel endte med, at Frederik Kjær kom helt fri foran målet men meget uselvisk valgte han at spille den på tværs, lige i fødderne på Jonathan der køligt satte en inderside på bolden. 1-0 til TIF på et meget flot opspil. Det var Jonathans første mål i en officiel kamp for Taarbæk IF og han viste også hvor godt tilpas han var på den centrale midtbane. En plads som han fortsatte med at imponere på resten af foråret. TIF?erne følte sig godt tilpas på banen, og det afspejlede sig både i holdspillet og i de individuelle præstationer. B. la kunne man se Lukas diske op med flere af sine lækre driblinger og Joakim imponerede nede i forsvaret med flere gode indgreb og præcise afleveringer frem ad banen.. Taarbæk fortsatte det aggressive presspil og få minutter senere gav det igen pote. Vi havde fået tilkæmpet os et hjørnespark. Vores hjørnesparksskytte og dødboldekspert Rasmus, løb ud for at tage det og smækkede bolden helt ind ved boksen. Forsvaret fik med nød og næppe clearet den, men ikke langt nok væk for der stod Villads ca.7-8 meter uden for feltet i en skrå vinkel mod målet. Han skød til bolden første gang og den sejlede i en blød bue over alle spillerne, inklusiv målmanden, og direkte op i den ene krog. Et meget smukt mål og der var vild jubel hos Taarbæk?erne.

Villads (yderst til venstre) lige før målet

Kampen fortsatte og Taarbæk fortsatte det gode spil, men pludselig opstod der en unødvendig chance i den anden ende som modstanderne udnyttede. Det var det første de havde haft i hele kampen men nu var de tilbage. Så var det som om noget fuldstændig ændrede sig. Vi kunne ikke få fat i spillet igen og pludselig var de foran 3-2. Det skulle der selvfølgelig gøres noget ved og vores spil blev derefter forbedret igen, men det nåede stadig ikke op det niveau det var på før modstanderens første scoring. Mod slutningen af kampen kom udligningen dog alligevel, da Johan ganske snedigt udnyttede sin sublime teknik og evne til at sætte sin direkte modstander af, til at løbe forbi et par spillere og sende bolden ind i netmaskerne bag en chanceløs målmand. Han løb derefter tilbage langs sidelinjen og fik high fives af trænerne og udskifterne. Nu var der spænding og det var sådan en kamp som kunne være gået begge veje. I sidste ende var det modstanderne som trak det længste strå, da de scorede i det sidste minut. Der var lidt over en time til vi skulle spille den sidste kamp i turneringen mod FC. Bevaix fra Schweiz. I den periode var der meget stilhed blandt Taarbæk spillerne. Alle var godt klar over, at der skulle en sejr til og intet andet. Før kampen fik drengene en stor opsang af William og vi samlede os alle sammen i en cirkel, skulder om skulder. Spillerne fik en meget klar besked på, ikke at gå ned med hovederne hvis de andre scorede, som det skete i den forrige kamp. Drengene var tændte som aldrig før. Dagen og turneringen skulle reddes med en sejr.

Kampen gik i gang og TIF startede kampen som den forrige. Drengene kom blæsende ud på banen og pressede schweizerne i bund. De var ikke store af størrelse men de kæmpede bravt og gav os stærk modstand. Alligevel var det os som kontrollerede begivenhederne og kort inde i kampen kom vi foran. En lang bold fra venstre side landede lige foran Rasmus som fra bagerste stolpe smækkede bolden op i nettaget. 1-0.

Kampen fortsatte i et højt tempo og det gjorde det ikke mindre spændende, at der var en hel masse tilskuere til kampen (som holdt med schweizerne). Kampen foregik på en bane hvor der var en stor skrænt langs den ene sidelinje så alle kunne sidde oppe på toppen og følge med i kampen. Men blandt de mange schweiziske fans, sad vores fem trofaste holdledere og klappede og kom med opmuntrende tilråb.

Kampen skred frem og vi fortsatte med at gå efter en 2-0 scoring, men modstanderne var også farlige. Dog mindede 1.halvleg utroligt meget om det første kvarter i den forrige kamp. Der skulle heller ikke gå lang tid før vi fik den anden scoring. Frederik Grut var brudt fri i venstre side, løb fra sin direkte markering og smart lagde han bolden forbi målmanden med højrebenet og helt ned ved den modsatte stolpe. Vi havde sat ham ud i venstre side i håb om, at han ville bruge sin stærke evne til at løbe med bolden i fart og komme forbi modstanderne, og det var lige netop det der skete. 2-0. Der var meget fight i kampen og mange nærkampe inde på midtbanen hvor vores drenge kæmpede fantastisk flot. Alligevel fik Bevaix reduceret lige før pausen. Men det slog ikke TIF ud. Vi kom stærkt ud til anden halvleg og fortsatte vores pres og vores fight. På et tidspunkt buede alle tilskuerne af Rasmus efter en nærkamp med en schweizer. Det var intenst. Dagens anfører Frederik Kjær dirigerede rundt på livet løs inde på banen på flotteste vis, mens vi trænere stod desperate ude på sidelinjen og gav forskellige instruktioner til spillerne. Bevaix begyndte at presse mere og mere på. Frederik Grut og Rasmus fik hver et gult kort for en tackling og adrenalinen pumpede på livet løs i alle.

Og så kom det. Øjeblikket hvor tiden stod stille. Efter noget spil på midtbanen slog schweizerne en høj bold over vores forsvar og lige til en af deres angribere. Han havde frit løb mod vores mål. Men i samme øjeblik havde Elias forudset situationen og stormede ud af sit mål. Lige som alle troede, at angriberen ville løbe forbi ham og score på et tomt mål, hoppede Elias ud i bedste Harald Schumacher stil, frygtløs som altid, og stoppede angriberen. Han modtog derefter et direkte rødt kort (Det skal lige siges, at angriberen kom hurtigt på benene igen og det var heller ikke Elias? intention at skade ham). Han skyndte sig ud af banen og Rasmus måtte gå ind på kassen. Dramatikken var på kogepunktet. De havde frispark lige uden for feltet, Taarbæk reduceret til 10 mand og vores målscorer på mål. Vi holdt alle vejret da de sparkede frisparket, men, som en engel der var faldet ned fra himlen, havde Villads klogt valgt at stille sig ved den ene stolpe og afværgede et ellers sikkert mål med hovedet. Der resterede på dette tidspunkt ca. 5 minutter og det var utroligt. Holdet kæmpede som gjaldt det livet og gav alt hvad de havde for hinanden. De løb og løb, og tacklede og tacklede. I de sidste minutter af kampen virkede de utrættelige. Med et minut igen fik vi en stor chance på et flot kontraangreb. Johan blev spillet helt fri og løb fra sin nærmeste modstander, men fik et skub i ryggen lige inden han skulle til at afslutte. Chancen løb ud i sandet og fighten fortsatte.

OG SÅ SKETE DET! Endelig fløjtede dommeren kampen af og hele vores bænk løb ind på banen i ekstase. Vi havde vundet 2-1 over det schweiziske hold FC Bevaix. Vi var alle utroligt lettede og glade. Nu kunne vi slappe helt af og nyde turen ind til Barcelona by. Vi fik sluttet turneringen godt af med en sejr og lykken over det strålede ud af drengenes ansigter. Efterfølgende gik vi op og modtog de medaljer som spillerne skulle have for at have deltaget i turneringen Trofeo Mediterraneo II. En efter en fik de medaljen om halsen og så var det ellers afgang til Barcelona.

Nyheden om sejren og især om Elias? nye mellemnavn Harald, nåede Taarbæk med lynets hastighed i bussen. Der blev SMS?et frem og tilbage og humøret var i top. Det var en flok udmattede TIF spillere der satte sig ind i bussen, men de kunne velfortjent nyde den 1 times lange tur ind til Barcelona efter den indsats i den sidste kamp!

Busturen var fyldt med spas og sjove indslag. Bagerst i bussen foregik der en, ikke så hygiejnisk, konkurrence om at slikke en af spillernes benskinne for 5 euro. Ingen navne nævnes, men øjenvidner siger der var to vindere! Oppe foran fik nogen af os lov til at snakke i chaufførens mikrofon. Før turen var før mange af drengene der tvivlede på en af trænernes spanske kunnen. Det blev gjort til skamme, da undertegnede begyndte at tale spansk med chaufføren. Dog blev det kun til to sætninger om fodbold, så drengene kunne have en pointe i deres tvivl! Efter vi havde givet en besked til alle, kom Villads op og fik lov til at snakke i mikrofonen og bagefter satte Jeppe sig derop. Til sidst fik chaufføren nok og vi måtte ikke længere snakke i mikrofonen. Han var ellers flink nok og han var stor FC Barcelona fan. Og det var netop Barca?s egen hule som vi var på vej hen til, nemlig deres stadion Camp Nou. Det var et prægtigt syn der mødte os da vi nærmede os stadion. Drengene åbnede deres øjne helt og var tydeligvis begejstret over at se stadionet. Efter vi var kommet ind, startede vi med at se deres museum og bagefter skulle alle spillerne i shoppen. Nogen af drengene gik meget hurtigt igennem museet og direkte i shoppen for at købe trøjer osv. Ellers fik vi en stor tur rundt på stadion og så alt fra presserummet til omklædningsrummet. Nogen af drengene fik også taget et billede sammen med ?Den Gyldne Støvle? som Messi havde vundet i den forgangne sæson.

Efterfølgende kom vi ud til banen og kommentatorboksen. Diskussioner om at tage et græsstrå fra banen med hjem fandt sted, men vi kom frem til den konklusion, at sikkerheden vist var for høj. Som sagt, så var der livlig aktivitet i shoppen. Så meget at vi blev en time forsinket, idet vi havde aftalt et mødetidspunkt fordi vi skulle videre ind til centrum af byen. Efter der var blevet shoppet godt og grundigt igennem, gik turen til Ramblaen. Lige inden vi steg ud af bussen, advarede holdlederne drengene om at holde sig væk fra de mange gadesælgere der huserede på gaden. Der gik alligevel ikke mere end fem sekunder efter udstigningen før en hel flok TIF?ere stod samlet rundt om en sælger og købte et lille stykke materiale der kunne lave nogle meget høje og slet ikke irriterende(!) lyde.

Derefter gik vi i samlet flok ned ad Ramblaen. Det var meget fint og hyggeligt og alle gik og småsnakkede med hinanden. Så var der også de mange gadekunstnere og dem havde spillerne også deres sjov med. De gik helt tæt på nogen af kunstnerne, og den ellers så pengebevidste Villads kunne heller ikke dy sig for at smide nogle penge ned i hatten til en kunstner der forestillede en maler. Mange af drengene ønskede et besøg i den store Nike butik der lå på gaden. Der gik vi så hen og nogen købte støvler, andre noget andet sportsrelateret. Nogle valgte at købe en is og hvis den ene træner havde spist en hel en af de is i stedet for bare en bid, havde det ikke lignet en 3-årig men en 1-årig, så lækre var de is!

Vi havde desværre ikke mere tid, for vi skulle hjem til hotellet og pakke kufferter til næste dags hjemrejse og derefter skulle vi se den spanske pokalfinale mellem Real Madrid og Barcelona. En times tid før kampstart havde vi taget plads på en restaurant der viste kampen på storskærm. De voksne havde spist aftensmad det samme sted aftenen før, så vi vidste det var et godt sted med god mad. Forinden havde holdlederne reserveret bord til alle, så det hele var klar til os da vi ankom. Alle bestilte deres mad og især nachos var et hit og ja, de var godt nok også gode! Kampen gik i gang og folk nød deres mad og drikke og diskuterede kampen på livet løs. Udover bordet ved siden af, der var fyldt med højtråbende Barcelona fans og os selv, havde vi også tre mand der holdt med, i de egne vi befandt os i, forhadte Real Madrid. Det blev helt klart til nogle onde blikke fra det andet bord, da Real Madrid scorede og vores tre drenge hoppede op og ned af glæde. Især Villads og Johan holdt sig ikke tilbage der, men det var også kun godt, at de ikke var bange for at juble i fjendens territorium. Kampen var fantastisk underholdende, men midt i første halvleg skete der noget dramatisk ved bordet. Det viste sig, at Albert var kommet til at sluge den lille fløjte han og nogen af drengene havde købt ved Ramblaen. Heldigvis var Rasmus opmærksom i øjeblikket og hjalp Albert med at få den slugt helt eftersom den havde sat sig fast i halsen på ham. Albert, en af de mest hårdt fightende og bedst spillende spillere under turneringen, kom heldigvis hurtigt til sig selv igen. Efter kampen var slut, gik vi alle tilbage til værelserne og pakkede det sidste inden vi lagde os til, at sove før turen gik til Taarbæk. Udenfor var der mange biler der dyttede og folk der råbte, som reaktioner på kampen. Det var underholdende at se og høre på i hvert fald. I øvrigt fik vi trænere også en gave af et par af spillerne, i form af et Homer Simpson skumfidusagtig stykke slik. De blev nydt godt og grundigt kan jeg sige, mere end de knaldhårde sukker jordbær vi var blevet overtalt til, at smage den første aften.

Næste dag skulle vi tidligt op og hjem. Vi sagde farvel til vores guide Sandra og steg om bord på bussen. Trætheden var slående hos mange og det blev til flere lure i bussen. Da vi nåede lufthavnen blev de sovende helte vækket og efter check in gik vi på jagt efter mad. De fleste slog sig ned på McDonald?s og trænerne gik i taxfree shoppen. På McDonald?s, blandt de andre drenge, sad Frederik Kjær og hang lidt med skuffen. Hans ønske om, at købe en Barcelona trøje med nr.2 Dani Alves på ryggen, havde nemlig udviklet sig til et mareridt. Først havde de skrevet forkert i den lille butik nedenunder hotellet. De ville ikke give penge tilbage eller en ny trøje og det endte med, at hele holdet stod derinde og diskuterede med dem. I sidste ende fik holdlederne, med Søren i spidsen, sat dem verbalt på plads efter deres snyderi men vi kunne stadig ikke få pengene tilbage. Derfor gav alle mand et par euro hver til en ny trøje til Frederik. Han købte den rigtige på Camp Nou, men midt i al forvirringen og det menneskehav der var der den dag, glemte han den på stadion. Der var dog en sidste chance for at få en original trøje med hjem til Taarbæk. Som beskrevet ved vores ankomst, var der en officiel Barca shop i lufthavnen. Der gik vi så ind og endelig fik han sin trøje. Derefter blev det påkrævet, at han skulle tage den på med det samme og så endte det hele jo lykkeligt alligevel.

Ham den 3-årige var i øvrigt igen på spil inde i shoppen hvor han ikke kunne dy sig for, at købe en Barcelona mini bil og en pung. Et Barcelona kinderæg blev også købt i taxfree shoppen. Efter nogle køb af nogle colaer ved en smart automat med robotarme, steg vi ombord på flyet og sagde dermed farvel til Barcelona for denne gang. På flyet var trætheden ved at være væk for de fleste og begge trænere blev desuden ofre for voldelige niveagtige angreb på vores brystkasse område fra sæderne bagfra, der var besat af Jesper og Martin. Vi blev endda truet med flere, medmindre vi afgav nogle af vores nyindkøbte vingummier. Som sagt spillede træthed ikke voldsomt ind på flyet og der blev lavet meget spas. B.la en god gammeldags switcheroo. William spurgte om han måtte låne Daniels iPod hvorefter han gav ham sin egen iPod tilbage som var i en betydeligt mindre størrelse. Alle inklusiv Daniel grinte og stemningen var helt i top. Til sidst landede vi og folk satte en efter en snuden mod Taarbæk. Alle sagde pænt farvel til hinanden ude i lufthavnen, men det var mere bare nogle ekstra venlige ?på gensyn?. Der var jo kun fem dage til vi igen stod på træningsbanen i Taarbæk, igen i samlet flok. 

Det var et meget godt billede på det sammenhold som havde dannet sig på holdet og som var blevet ekstra stærkt under turen. Det havde været en fantastisk tur. En tur som ingen kan glemme og som alle kan se tilbage på, nu og om mange år, med stor glæde. Hvad end der sker i alles liv fremover, vil spillerne altid kunne kigge tilbage på Påskeferien 2011 og mindes om de fem super dage med drengene.....